Régence, Selenus, Dubrovnik, Lardy: de store stilarter blandt skakbrikker

Et sæts stil siger meget om dets oprindelse og alder. Den er dog ikke nok til at datere det: mange gamle designs er blevet kopieret i 1900-tallet og bliver det stadig. Dette overblik præsenterer de hyppigste former og det, der skiller dem ad ved første øjekast.

Régence-stilen: de parisiske caféers antikke skaksæt

Régence-stil

Fransk stil af skakbrikker fra 1800-tallet, opkaldt efter Café de la Régence i Paris, et centralt sted for skak. Drejede, ret slanke brikker med en stiliseret springer; oftest af naturlig og farvet buksbom.

Café de la Régence, nær Palais-Royal, var i over et århundrede mødested for Europas bedste spillere. Brikker af denne type blev brugt der, bl.a. under den berømte match i 1843 mellem Howard Staunton og Pierre Charles Fournier de Saint-Amant. FIDE's museum udstiller et Régence-sæt fra 1800-tallet, som tilhørte den russiske spiller Mikhail Tjigorin, der havde gjort det til sit foretrukne sæt; det opbevares på skakmuseet i Moskvas centrale skakklub. Régence-brikkerne er helt drejede, finere og mindre massive end Staunton, hvilket gør dem elegante, men en anelse mindre stabile.

Selenus-stilen: Centraleuropas slanke brikker

Selenus-stil

Stil med høje og tynde brikker, med etager af drejede kraver og kroner, udbredt i Tyskland og Centraleuropa. Den har navn efter skakbogen, der udkom i Leipzig i 1616 under pseudonymet Gustavus Selenus.

Bag Gustavus Selenus skjuler sig August den Yngre (1579-1666), hertug af Braunschweig-Lüneburg. „Gustavus“ er et anagram af „Augustus“, og „Selenus“ henviser til Lüneburg via månen (Selene på græsk). Illustrationerne i hans afhandling viser drejede, slanke brikker, som kendes på højden og antallet af etager. Denne stil blev fremstillet i Tyskland og hele Centraleuropa indtil begyndelsen af 1900-tallet, før den blev fortrængt af det mere stabile og letlæselige Staunton. I England har disse brikker undertiden heddet „tulip“ på grund af deres blomstermotiver.

De engelske stilarter fra før 1849

Calvert-stilen knyttes til John Calverts londonske værksted, en drejer aktiv i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Tilskrivningen er omdiskuteret blandt specialisterne, og nogle knytter designet til ældre former. Den kendes på sin meget karakteristiske springer og brikker dekoreret med fine profiler.

Barleycorn-stilen har navn efter et bygkornsmotiv („barleycorn“), der pryder brikkerne. Kongerne og dronningerne er brede og tøndeformede; brikkerne er ofte af ben, sjældnere af elfenben. Handlende forveksler ofte Calvert og Barleycorn.

St George-stilen er en anden engelsk stil fra før 1849, som man møder i samlinger side om side med de foregående. For at få sit design til at slå igennem tøvede Staunton ikke med at kritisere disse konkurrerende designs.

Dubrovnik: designet fra Olympiaden i 1950

Dubrovnik

Design af skakbrikker skabt til den 9. skakolympiade, afholdt i Dubrovnik (Jugoslavien) fra 20. august til 11. september 1950. Uden kors eller bispehue, med brede baser, er det blevet en reference blandt samlere.

Arrangørerne bestilte i 1949 et nyt design, tegnet af maleren og billedhuggeren P. Poček og fremstillet i Subotica. Brikkerne, der ikke var vægtet, havde grønne filtpuder; angiveligt blev der kun fremstillet omkring halvtreds sæt, hvilket gør originalerne meget sjældne. Sættet blev tegnet om i 1960'erne og derefter til olympiaden i Siegen i 1970. Bobby Fischer roste det i et radiointerview, hvilket har bidraget meget til dets berømmelse; modsat en udbredt opfattelse blev matchen i 1972 mod Spasskij derimod ikke spillet med et Dubrovnik.

Lardy og det franske Staunton

I 1900-tallet har egnen omkring Dortan i Ain, ved foden af Haut-Jura, produceret brikker af Staunton-typen i buksbom i stor mængde. Virksomheden Lardy, som var etableret der, eksporterede i stor stil sine sæt efter Anden Verdenskrig, især til USA og Storbritannien, ofte solgt under andre mærker. Dens sæt, oftest af naturlig og farvet buksbom, er i dag eftertragtede blandt samlere. Historien om dette produktionsområde fortælles på vores side Saint-Claude, Jura og Chavet.

„German Knight“ og Centraleuropas Staunton

Tyske og tjekkiske producenter udviklede deres egne varianter af Staunton, med en mere kantet og højere springer, kendt som „German Knight“ eller „Bohemian“. Matchen mellem Fischer og Spasskij i Reykjavik i 1972 blev spillet med et sæt af denne type.

Tabel: genkend de store stilarter

Antikke sæt i elfenben: det skal du vide

Mange fornemme antikke sæt er af elefantelfenben, undertiden af ben. I Frankrig indførte dekretet af 16. august 2016 et generelt forbud mod handel med elefantelfenben, ledsaget af begrænsede undtagelser og siden ændret; Den Europæiske Union har også skærpet sine regler. Inden man sælger, køber eller sender et antikt sæt i elfenben, bør man derfor undersøge fremstillingsdatoen og de krævede dokumenter. Palais des Échecs har helliget en artikel til hvad loven siger om antikke sæt i elfenben, som gennemgår disse betingelser.

Hvem der holder af disse former uden at ville jagte loppemarkeder, finder et alternativ i kopier i træ: Palais des Échecs præsenterer skaksæt i historisk stil, inspireret af disse gamle designs. For at gå endnu længere tilbage, se vores side om Lewis-skakbrikkerne, og for designet, der afløste alt, Stauntons historie.

Køb af en kopi i gammel stil

De fleste „antikke“ sæt, der sælges i dag, er kopier, ofte trofaste, undertiden meget frie. Nogle holdepunkter gør det muligt at bedømme dem:

• Stilens navn skal svare til designet: et sæt, der annonceres som „Régence“ eller „Selenus“, skal have dets proportioner og ikke et Staunton-sæts, hvortil der er føjet ornamenter.
• Materialet: originalerne var af buksbom, ben eller elfenben; kopier i naturlig og farvet buksbom ligger tættest på den oprindelige ånd. Ben bruges stadig til visse kopier af engelsk stil.
• Stabiliteten: høje og fine stilarter, som Selenus, har gavn af at være vægtet og beklædt med filt, hvis man for alvor vil spille.
• Brættet: en gammel stil passer godt til et bræt med felter af naturligt træ og en enkel kant, snarere end til et meget blankt bræt.

For et originalt sæt tæller dateringstegnene (slid, vægtningsmåde, filt, æske, producentmærker) mere end stilen alene. Samlere er især på vagt over for kunstig „ældning“: ensartet farve, regelmæssigt slid på alle brikker, ny filt på angiveligt gammelt træ.

Kilder: FIDE's museum (Selenus, Tjigorins Régence), Wikipedia (en): Dubrovnik chess set, Gustavus Selenus, dekret af 16. august 2016 (elfenben).