Fra drejebænken til den udskårne springer: sådan fremstilles skakbrikker

Trædrejning

Teknik, der består i at lade et stykke træ rotere om sig selv på en maskine kaldet drejebænk, mens et skarpt værktøj giver det en symmetrisk profil. Alle skakbrikker med rundt tværsnit er drejede.

Sæt i udskåret træ

Sæt, hvor en del af brikkerne, som minimum springerne, formes med værktøj eller maskine uden for drejebænken: hestehoved, manke, kreneleringer, løberens kløvede hue.

Trinene i fremstillingen af et skaksæt i udskåret træ

1. Vælge og tørre træet. Buksbom, ibenholt, palisander eller sheesham skæres til og tørres langsomt, undertiden i årevis for de tætteste træsorter. Utilstrækkeligt tørt træ revner eller slår sig efter drejningen.
2. Skære til firkantede stave. Træet skæres til stave med kvadratisk tværsnit, lidt bredere end den største brik's base. Revner, knaster og fejl fjernes på dette trin.
3. Grovbearbejde. På drejebænken bliver staven til en cylinder. Ved serieproduktion kan dette trin og det næste udføres på en automatisk drejebænk eller kopidrejebænk.
4. Dreje profilen. Drejeren fræser kehlerne, former perlerne, kraverne og kronerne efter en skabelon, så de otte bønder og brikparrene bliver ens. Buksbom, med sit meget fine korn, giver de skarpeste profiler.
5. Udskære. Løbernes hue kløves, tårnenes kreneleringer skæres, kongens kors udskæres. For springeren, se nedenfor.
6. Slibe. Flere gennemgange med stadig finere slibemidler fjerner værktøjsmærkerne.
7. Ebonisere eller farve de sorte, hvis træet ikke er naturligt mørkt (se ebonisert buksbom).
8. Overfladebehandle. Lak, mat lak, olie eller voks beskytter træet og regulerer dets udseende, fra mat til satin. FIDE's normer kræver brikker, der ikke blænder.
9. Vægte. Basen bores, og der lægges en vægt af bly, zink eller stål i (se vægtningen).
10. Filte og kontrollere. Filten limes på, derefter kontrolleres højder, lodret stilling, farve og afstemningen af de to sider.

Springeren, mesterbrikken

Springeren er den eneste brik i Staunton-designet, der ikke er symmetrisk om en akse: dets hestehoved kan ikke komme ud af en drejebænk. Der er tre måder at fremstille den på:

• Påsat hoved: basen drejes som de andre brikker, hovedet udskæres for sig i en træklods, derefter limes det på og fastgøres ofte med en dyvel. Det er den mest udbredte metode på omhyggeligt udførte sæt.
• Springer i ét stykke: base og hoved formes i samme stykke træ, hvilket kræver en særlig maskine eller et særligt håndværk. I Frankrig oplyser virksomheden Chavet, at den har en maskine, der fremstiller springere på den måde i ét stykke.
• Maskinbearbejdet hoved: i nyere produktion kan en CNC-fræser grovbearbejde hovedet, som derefter færdiggøres med værktøj til detaljerne.

I alle tilfælde er vanskeligheden dobbelt: at give hovedet karakter (øjet, næseborene, manken) og at få to springere på hver side, der ligner hinanden. Samlersæt udmærker sig ofte ved springere med fint skåret manke, lok for lok.

Hvorfor er springeren den dyreste?

Fordi den samler den største del af arbejdet. Et tårn eller en bonde drejes på få minutter; en udskåret springer kan kræve langt mere tid, med større risiko for brud (et øre, der revner, en træfiber med forkert retning). Det nødvendige stykke træ er også større. Derfor følger et sæts pris ofte kvaliteten af dets springere.

En europæisk drejertradition

I Frankrig er fremstillingen af skakbrikker i buksbom historisk knyttet til Haut-Jura: omkring Saint-Claude formede drejerne i århundreder fromme genstande til pilgrimme, før de diversificerede sig, bl.a. mod skaksæt. I 1900-tallet blev Dortan i Ain et af Frankrigs store centre for fremstilling af brikker, med husene Lardy og Chavet. Denne historie fortælles på vores side Saint-Claude, Jura og Chavet.

I Alperne og Centraleuropa har en anden tradition frembragt sæt med helt udskårne figurer, langt fra Staunton-designet. Palais des Échecs præsenterer således skaksæt i udskåret træ fra Alperne, hvor hver brik bliver en lille figur.

Træsorterne og deres krav

Hver træsort stiller sine krav til drejeren. Buksbom og ibenholt, meget hårde, kræver perfekt slebne værktøjer, men giver detaljer af stor skarphed. Palisander, fedtet, lader sig polere meget fint, men limes dårligt. Bløde træsorter drejes hurtigt, men „fnugger“ ved slibningen. Vores sammenligning af træsorterne angiver massefylde og hårdhed for hver enkelt. Når sættet er færdigt, afgør vedligeholdelsen dets levetid: se vedligeholdelse af et skaksæt i træ.

Manuel drejebænk, kopidrejebænk, CNC

Tre måder at dreje på eksisterer side om side. Den manuelle drejebænk, hvor drejeren selv fører værktøjet efter en skabelon, giver de fineste profiler, men kræver stor jævnhed for at fremstille seksten ens brikker. Kopidrejebænken gengiver mekanisk en referencemodel: den sikrer ens brikker og fremskynder fremstillingen, mens færdiggørelsen stadig tages op med værktøj. CNC-maskinerne endelig sammenkæder drejning og bearbejdning ud fra en fil; de bruges især til store serier og til grovbearbejdning af springerhoveder.

Metoden siger ikke alt om kvaliteten: en velindstillet kopidrejebænk på tør buksbom giver bedre brikker end en manuel drejebænk på dårligt tørret træ. Det er valget af træ, omhyggeligheden i overfladebehandlingen og springernes kvalitet, der gør forskellen.

Den afsluttende kontrol

Inden et omhyggeligt sæt pakkes, gennemgår det en række kontroller: hver briks højde i forhold til dens model, lodret stilling (brikken skal kunne stå ret på en plan flade), symmetri mellem de to springere på samme side, ensartet farve på de sorte, fravær af revner eller knaster, filtens limning. FIDE's normer tilføjer en enkel test, som enhver kan gentage: en brik, der hælder omkring 30°, skal falde tilbage på sin base uden at vælte.

Kilder: FIDE's normer for udstyr (2026); Jura Tourisme (Haut-Jura-drejeriets historie); præsentation af virksomheden Chavet fra dens forhandlere.