Lewis-skakbrikkerne: hvalrostand, Norge og British Museum

Lewis-skakbrikkerne

Skakbrikker fra 1100-tallet (sandsynligvis 1150-1200), af hvalrostand og enkelte af hvaltand, fundet i 1831 på øen Lewis (De Ydre Hebrider, Skotland). De stammer fra flere sæt og menes at være udskåret i Skandinavien, sandsynligvis i Trondheim i Norge.

Lewis-skakbrikkerne: et fund fra 1831

I 1831 kom der på Lewis' vestkyst en skat frem af sandet: 93 genstande, heraf 78 skakbrikker, 14 brætspilsbrikker (et spil beslægtet med backgammon) og et bæltespænde. Traditionen placerer fundet nær Uig-bugten; forskere fra National Museums Scotland anser i dag stedet Mealista, en snes kilometer længere mod syd, for mere sandsynligt. Navnet på manden, der skulle have fundet dem, optræder først i kilderne i 1863. De nøjagtige omstændigheder, og hvorfor brikkerne blev gravet ned dér, er stadig ukendte.

Skatten blev solgt og delt allerede i 1800-tallet. British Museum erhvervede 82 genstande; de resterende 11 brikker kom til de skotske samlinger og befinder sig i dag på National Museum of Scotland i Edinburgh.

Hvad er Lewis-skakbrikkerne lavet af?

De fleste er udskåret i hvalrostand, altså i stødtænderne fra dette dyr i de arktiske have, som middelalderens skandinaver jagede eller erhvervede gennem handel. Nogle få brikker er skåret af hvaltænder. Dette tætte, cremehvide materiale egner sig til fin udskæring: tøjets folder, fletninger og tronernes mønstre er udført med stor præcision. Visse brikker bar ved fundet spor af rød farve: de to sider var sandsynligvis adskilt af farve og ikke af nutidens sort og hvid.

Hvem har udskåret dem?

Brikkernes stil, især tronernes dekoration, minder om skandinavisk romansk kunst. Den hypotese, der oftest lægges til grund, er et værksted i Trondheim, en stor by i middelalderens Norge; andre forskere foreslår Island eller endda lokal fremstilling på Hebriderne, der dengang var knyttet til den nordiske verden (kongeriget Man og Øerne). Debatten er ikke afgjort. Antallet af brikker og forskellene i størrelse viser under alle omstændigheder, at de hører til flere ufuldstændige sæt.

Spillets figurer

I modsætning til nutidens brikker er Lewis-skakbrikkerne ægte små skulpturer. Med brikken, der blev genfundet i 2019, kender man 79 af dem:

Løberne, fremstillet som biskopper med bispestav, viser, hvordan brikken fik en religiøs betydning i Europa. Tårnene, fremstillet som stående vogtere, har intet til fælles med det moderne tårn med kreneleringer; fire af dem bider med udstående øjne i deres skjold som de vilde krigere (berserkere) i de skandinaviske sagaer.

Brikken, der dukkede op igen i 2019

I juli 2019 blev en vogter (et tårn), der var ukendt for specialisterne, solgt hos Sotheby's i London for 735.000 pund sterling. Ifølge auktionshuset havde en antikvitetshandler i Edinburgh købt den i 1964 for 5 pund uden at identificere den; hans datter havde derefter opbevaret den i en skuffe i årevis. Flere brikker fra den oprindelige skat mangler stadig.

Hvorfor er Lewis-skakbrikkerne så vigtige?

• Deres sjældenhed: kun få middelalderlige skaksæt er nået frem til os så komplette.
• Deres historiske vidnesbyrd: de viser, hvordan spillet, der kom fra Østen, blev tilpasset det feudale Europas samfund, med en konge, en dronning og en biskop.
• Deres kunstneriske kvalitet: ansigternes udtryksfuldhed og detaljernes finhed gør dem til mesterværker i romansk skulptur i elfenben.
• Deres rolle som ikon: de er blevet et symbol på Skotland og på skak, og er blevet kopieret i stor stil.

Hvor kan man se Lewis-skakbrikkerne?

• British Museum, London: den største del af skatten (82 genstande).
• National Museum of Scotland, Edinburgh: 11 brikker.
• Museum nan Eilean, på Lews Castle i Stornoway (øen Lewis): seks brikker fra British Museum har været udlånt dertil siden 2015.

De to store museer offentliggør udførlige beskrivelser og fotos af hver enkelt brik i deres online samlingsdatabaser, som er gratis at søge i.

Figurer og kopier

Succesen har affødt mange kopier i resin, træ eller materialer, der efterligner elfenben, ofte i originalernes målestok, hvor de fleste måler mellem ca. 7 og 10 cm. Disse sæt er først og fremmest dekorative: brikkerne, hvis silhuetter ligner hinanden meget, er mindre letlæselige end Staunton til et rigtigt parti. Palais des Échecs har helliget en artikel til sine kopier af skakbrikkerne fra øen Lewis og præsenterer et komplet Lewis-sæt med bræt, for den der vil have dem for øjnene. For de øvrige gamle stilarter, se vores side om de historiske stilarter.

Et spil med andre regler

1100-tallets spillere spillede ikke helt det skak, vi kender. Brikken, vi kalder dronning, på oldfransk ofte kaldet „fierge“ eller „fers“, bevægede sig kun ét felt på diagonalen; løberen, dengang kaldt „alfil“, sprang to felter på diagonalen. Partierne var derfor meget langsommere. Dronningens og løberens moderne træk slog først igennem i slutningen af 1400-tallet i Sydeuropa. Lewis-skakbrikkerne vidner således om en tidlig tilstand af spillet, netop på det tidspunkt, hvor det fik et feudalt præg i Europa: dronningen er en siddende dronning, løberen en biskop, tårnet en kriger.

Denne langsomhed forklarer også brikkernes form: på et bræt, hvor man spillede længe, talte genstanden lige så meget som partiet. De fornemme sæt var tegn på rang, skænket eller givet i arv, og deres materiale, hvalrostand, kom fra den nordiske verdens arktiske udkant.

Sådan genkender man en god kopi

Seriøse kopier gengiver originalernes proportioner og udtryk, som museerne har offentliggjort i detaljer. Se på ansigterne, der ofte er forenklet på billige kopier, på tronernes detaljer (flettemønstre, arkader) og på forskellen i farve mellem de to sider: den ene hær er ofte farvet rødbrun, som et ekko af de farvespor, man har observeret på visse originale brikker. En stabil base og filt er uundværlige, hvis man for alvor vil spille, for silhuetterne, der er brede foroven, er mindre stabile end et Staunton.

Kilder: British Museum (samlingsdatabase), National Museums Scotland, Wikipedia (en): Lewis chessmen, Sotheby's (auktionen i juli 2019).